Opbevaring af ost
Opbevaring af ost
Det er vigtigt at opbevare ost rigtigt. Kun gennem optimal opbevaring får osten mulighed for at udfolde sin smag. Hvis du følger disse retningslinier, er det ikke svært at opbevare ost korrekt.
Generelle retningslinier for opbevaring af ost:
- Et køligt, mørkt sted med lav luftfugtighed er meget velegnet til opbevaring af ost. Hvis osten lagres for varmt, modnes den for hurtigt.
- Hjemme bør du opbevare osten i køleskabet, bedst i en af grøntsagsskufferne. Her er temperaturen mest stabil.
- Blød hvidskimmelost som brie, skal have mulighed for at ånde, det vil sige at denne ostetype ikke må opbevares i lufttæt emballage!
Opbevaring af forskellige ostetyper:
- Hårde oste som parmesan og skæreost som Fol Epi eller Etorki fra delikatessens køledisk pakkes, ikke for stramt, i plastfolie.
- Bløde oste som Géramont, Camembert eller Brie opbevares bedst i en plastboks, gerne med ventil. Et godt alternativ er plastfolie med et par små huller.
- Skimmeloste (f.eks. Saint Agur) pakkes ind i perforeret plastfolie, men ikke for stramt – osten skal kunne ånde.
- Friskost har ikke behov for at kunne ånde og opbevares bedst i en lufttæt beholder i køleskabet.
Opbevaring af ost i originalemballage
Opbevar osten i den oprindelige emballage på et køligt, rent sted og genluk emballagen omhyggeligt, hver gang den åbnes. Sådan opnår du den bedste holdbarhed for din ost. Bemærk at mindst-holdbar-til datoen refererer til den uåbnede pakke. Datoen angiver, hvor længe osten kan spises ved korrekt opbevaring. Det betyder ikke nødvendigvis, at man altid skal smide osten ud, når datoen er overskredet. Med lidt osteerfaring bliver du hurtigt i stand til at vurdere, hvor lang tid ud over mindst-holdbar-til datoen en ost kan nydes. Hvis en ost har mugdannelse udover ostens naturlige skimmel, er dette et tegn på at osten ikke længere kan spises.
Opbevaring af ost fra delikatesseafdelingens køledisk
Afskåret ost fra delikatesseafdelingens køledisk, bør du altid opbevare enkeltvis efter ostetype, så smag eller skimmelkulturer ikke påvirker hinanden. Læg plastfolie over skærefladen, så bliver osten ikke for tør, og den kan stadig ånde gennem skorpen. Sølvpapir/aluminiumsfolie er også velegnet til indpakning og opbevaring af ost. Lav et par huller i folien, så osten kan ånde. Plastbokse eller sølvpapir egner sig godt til ostesorter med en meget kraftig lugt.